Rideulykker i Danmark
et projekt af
Af Line Sahl og Marie Rohleder
Du skal falde af 100 gange for at blive en dygtig rytter. Det er en gammel traver i ridesporten, for hvis du er faldet af, så er det op på hesten igen. Ikke ti vilde heste kan stoppe rytteren fra at ride, også selvom der er sket en rideulykke.
Rundt i landet græsser 175.000 heste og gør ridesporten til den syvende største sportsgren herhjemme. En sport som kan være farlig. I 2009 skete der 9500 rideulykker i Danmark. I dette projekt undersøger vi, hvorfor ulykkerne sker, og hvad vi kan gøre for at forebygge dem.
Her er fortællingen om en sport, hvor glæden ved hesten overskygger alt. Også din egen sikkerhed.
Den 48-årige familiemor Heidi og den 18-årige gymnasieelev Viktoria
har begge to været ude for en rideulykke.
Klik på billederne og læs deres historie.
Du kan fortsætte med at scrolle ned på siden og få hele historien i vores rækkefølge.
Du kan også klikke på boksene og læse de historier, der fanger dig.
Én ulykke er en ulykke for meget
Det er den væsentligste årsag til, at vi laver dette projekt.
I 2009 skete der 9500 rideulykker ifølge Statens Institut for Folkesundhed.
9.500 personer søgte hjælp på en af landets skadestuer på grund af en ulykke med en hest.
9.500 ulykker for meget.
I undersøgelsen Ulykker i Danmark 1990-2009 fra Statens Institut for Folkesundhed kommer hesten ind på den triste andenplads, som det dyr, der var involveret i flest ulykker med mennesker. 88 procent af ulykkerne gik ud over kvinder, og i aldersgruppen 10-19 år var det helt op mod 95 procent af ulykkerne, som ramte unge piger. Undersøgelsen skriver, at de fleste ulykker skyldtes fald fra hest, og det endte ofte i alvorlige skader som knoglebrud og skader på kraniet.
Vi har forgæves forsøgt at få nyere data på området. Vi har kontaktet samtlige skadestuer i Danmark og syv af de største forsikringsselskaber. Igen og igen var svaret negativt. De registrerer ikke årsager til ulykker så detaljeret.
Vi har dog modtaget nyere data fra Ulykkes Analyse Gruppen, som er en forskningsenhed ved Odense Universitetshospital. De nyeste data for antal rideulykker i alt - både privat regi og på en rideskole, er derfra. I 2014 søgte 471 personer hjælp på en fynsk skadestue på grund af en ulykke med en hest.
“Vi ser omkring en til to skader hver uge, som skyldes ridning eller håndtering af en hest. Skaderne går fra helt ufarlige ting, såsom klemte fingre, personer der er blevet trådt over foden af en hest, til de lidt større skader, som for eksempel brækkede arme, hjernerystelser, og svære hovedtraumer,” siger Kamilla Caspersen, som er reservelæge på skadestuen ved Odense Universitetshospital.
Kilde: Ulykkes Analyse Gruppen
“Dataene fra Ulykkes Analyse Gruppen er repræsentative for hele landet, da skadestuen på OUH har et stort optageområde,” siger Kamilla Caspersen.
Vi har også modtaget data fra 2015, som viser, at der indtil november var 349 henvendelser på skadestuen på OUH angående ulykker med hest.
Vi har modtaget nye data fra Sygehus Lillebælt, som dækker Middelfart, Vejle og Kolding, og OUH, som dækker Fyn. De viser, hvor mange, der søgte hjælp på de to sygehuse efter en rideulykke, der er sket på en rideskole.
I 2018 var der 221 personer, som henvendte sig på skadestuen på Sygehus Lillebælt efter en rideulykke. På OUH søgte 168 hjælp.
Viktoria
Viktoria Langelund blev sparket i hovedet af en hest. I dag kæmper hun med daglige hovedpiner, men hun rider stadig, for hesten er med til at give hende håb om en fremtid uden smerter.
Viktoria Langelund drømmer om at blive læge. Ridebukserne skal hænge side om side med den hvide lægekittel, hvis alt går vel. I stalden i Nordsjælland går hun målrettet mod sadelrummet for at hente sadel og hovedtøj til sin hollandske varmblodshest Castello, som skal ud og strække benene på den udendørs ridebane. Efter ridning skal hun hjem og lave lektier i faget bioteknologi for at kunne få det høje karaktersnit, som medicinstudiet kræver. Hvis hun altså kan holde sin hovedpine i skak så længe.
Viktoria er 18 år og har fået konstateret 15 procent méngrad, efter at hun blev sparket i hovedet af en hest i december 2017. Ulykken trækker tunge spor i hendes dagligdag, her to år efter hvor hun dagligt kæmper med hovedpine, koncentrationsbesvær, træthed og smerter i kæben.
“Hvorfor lige mig? Hvorfor skulle det her ske for mig?” Den tankegang gavner ingenting. Det ved Viktoria godt, selvom spørgsmålene fortsat presser på. Specielt efter en skoledag med mange timer, hvor hovedpinen klæber sig til hver afkrog af det unge hoved uden nogen forhåbning om at give slip lige foreløbig.
“Jeg håber, at det bliver bedre, og jeg tror også på det. Det bliver jeg nødt til,” siger Viktoria Langelund.
Hos Dansk Hovedpinecenter under Rigshospitalet får hun hjælp til at tackle hovedpinerne af blandt andet en fysioterapeut og en psykolog.
Frygten for ikke at blive rask
Ulykken sker kort før julen i 2017. Viktoria er alene i stalden og opdager tumult ude på folden. En hoppe jager en anden hoppe, som har et føl gående ved siden af sig. Viktoria ringer til sin ridelærer for at hente hjælp, men før hjælpen kommer, beslutter hun sig for at gå ud på folden alene.
“Jeg når ikke at tænke, at det kunne gå galt for mig. Jeg gjorde det bare helt instinktivt,” siger Viktoria.
Da hun forsøger at få fat i den ene af hestene, vender den sig om og sparker hende i hovedet. Alt bliver sort. Viktoria ender på Rigshospitalets Traumecenter, hvor lægerne fortæller, at hun har hjernerystelse og tre brud på kæben.
“Jeg var bange for, at jeg ikke blev ordentlig igen både fysisk og i mit hoved, fordi jeg var blevet ramt så tæt på hjernen. Jeg var også ret bekymret for min skole og mit fravær. For hvis jeg ikke kunne færdiggøre gymnasiet på grund af ulykken, så... Ja, det ville være svært,” siger Viktoria.
Artiklen fortsætter under videoen.
Jeg bløder ud af munden, og så har jeg tabt nogle tænder.
Viktoria blev sparket i hovedet af en hest. Hør hende fortælle, om de konsekvenser det har haft.
Heste giver Viktoria frihed
Viktoria forsøger at bevare smilet i den svære situation. Det bliver hun nødt til, for ellers kommer smerterne til at styre hendes liv. Ude i stalden er det den store mørkebrune Castello, som kræver Viktorias opmærksomhed, da den puffer og møver sig hen mod det fugtige græs i rabatten ved indkørslen. Castellos motivation for at spise græs er en anelse højere end lysten til at blive trænet, og Viktoria griner over, at hesten har sine egne planer i dag.
“Det er et frirum for mig at have hest på en måde, som jeg ikke kan forklare. Jeg får en følelse af frihed. Jeg skal ikke tænke på lektier, og om jeg gør det godt nok i forhold til mine venner og familie. Jeg skal bare være mig selv og tage vare på min hest. Det betyder meget,” siger Viktoria, der har haft Castello i fire år og har redet i ni år.
Viktorias forældre og veninder fra skolen er en stor støtte for hende, også selvom hun ikke kan holde til at deltage i gymnasiefester på grund af larmen, som er ren benzin til hovedpinen.
“Min ulykke har begrænset mit sociale liv, fordi jeg ikke har det samme overskud til at være sammen med mine venner som førhen. Til gengæld er mine venner forstående og gode til at lytte, når jeg har noget på hjerte,” siger Viktoria.
Artiklen fortsætter under billedet.
Husk din ridehjelm
Castello knejser nakken og spejder ud mod de legesyge heste på folden, inden han vender opmærksomheden mod Viktoria, som roligt går mod stalden, hvor hendes ridelærer venter. Hendes forældre vil helst ikke have, at hun er alene i stalden, hvis der nu skulle ske noget. Igen. Ulykken har også gjort Viktoria mere opmærksom på sikkerhed, og hvis hun skal tage fremmede heste ind fra fold, tager hun altid sin ridehjelm på. Det gjorde hun ikke før ulykken.
“Hvis jeg ser nogle andre gå ind på en fold, hvor hestene løber rundt og er lidt vilde, så sidder mit hjerte helt oppe i halsen. Jeg bliver bange for, at der sker dem noget,” siger Viktoria.
Tidligere tog hun kun ridehjelmen på, når hun sad på hesten. I dag bliver den brugt i stalden, og når hun håndterer heste. Derudover er hun også blevet bedre til at lade hestene klare sig selv, hvis der er tumult på folden.
“Du har kun et liv, og det er virkelig ikke fedt at komme så voldsomt til skade som mig ved en ulykke, som kunne være undgået,” siger Viktoria Langelund.
Hvad er sikkerhed?
Mange rideskoleelever forbinder sikkerhed med ridehjelm og sikkerhedsvest, men det er ikke nok, mener en ekspert og en rideklub.
Ridehjelm, sikkerhedsvest eller sikkerhedsstigbøjler. Som rytter kan du købe dig fattig i udstyr, så du er bedre sikret, hvis uheldet er ude.
På staldgangen på Stutsborg Rideklub nær Farum står et metalskab, hvor det vælter ud med netop sikkerhedsveste i sorte og røde farver. Ved siden af hænger ridehjelmene på række. Men for Dorte Paludan, som er bestyrelsesformand i Stutsborg Rideklub, er sikkerhed mere end bare udstyr. Det handler om at uddanne rytteren og forstå hesten.
“Vi sikrer hele tiden, at eleverne er oplyst om hestens adfærd og dens reaktioner, så de på forhånd kan tage deres forholdsregler og undgå uheld,” siger Dorte Paludan.
Ridesikkerhed handler om udstyr
Besøger du en rideskole og kigger ind til en undervisningstime, er det meget sjældent, at du ser elever uden den velkendte sorte hjelm på hovedet. Fødderne er også pakket fint ind i langskaftede støvler med en lille hæl, og barnets overkrop er klemt sammen af en sikkerhedsvest. I rideklubberne under Dansk Ride Forbund er det også et krav, at alle klubbens medlemmer har ridehjelm og korrekt fodtøj på. Sikkerhedsvesten er frivillig, medmindre du er under 18 år og skal til springundervisning.
Vi har besøgt fem rideskoler rundt i landet, som de kommende citater fra eleverne er fra. Her står det klart, at eleverne sætter lighedstegn mellem sikkerhed og udstyr. På hver rideskole har vi interviewet en underviser og to elever. Vi har spurgt de ti elever fra de fem forskellige rideskoler i Danmark, hvad ridesikkerhed er for dem. Inden spørgsmålet har vi hverken talt om hjelm, vest eller støvler.
“Så tænker jeg ridehjelm og vest,” siger Silja på 11 år.
“Det er selvfølgelig at have ridehjelm og rideudstyr på. Og det er noget af det vigtigste, fordi at du kan komme rimelig slemt til skade,” siger Caroline på 11 år.
Nogle af eleverne fortæller også, at det er vigtigt at være opmærksom på hestens signaler og kende hestens grænser, når man omgås de store dyr. Elever nævner eksempelvis, at man ikke må gå bagved en hest, da den kan finde på at sparke.
“Hmm, jeg tænker på, at når man rider og er omkring heste, så skal man passe på med, hvad man laver. For eksempel når man går om bagved en hest, så skal man være sikker på, om hesten har set en, og at man har vest og ridehjelm på,” siger Anne-Sofie på 13 år.
Artiklen fortsætter under videoen.
Her kan du møde fire almindelige ryttere, som deler deres tanker om ridesikkerhed, sikkerhedsudstyr og rideulykker.
Du kan møde Lena Ohm Gulbrandsen på 38 år, som har egen hest og har redet hele sit liv. Hun sidder sammen med Sofie Due Clausen på 24 år, som også har egen hest og har redet hele sit liv.
Sammen med Lea Thybo på 35 år, som har egen hest, sidder Maria Frederiksen på 23 år, som er rytter og har part på en hest.
Kend din rideskolehest
Uden rideskoleheste ingen rideskole. Udover rideudstyr fremhæver underviserne i vores undersøgelse vigtigheden i at kende hestene, for dét handler også om sikkerhed.
“Jamen det er jo det udstyret altså, hjelm, vest og ordentligt fodtøj og sadeltøjet er i orden. Så kan man ikke gøre ret meget mere. Og hesten er, ja, beregnet til det, den bliver brugt til,” siger underviseren og tilføjer senere:
“Du kan ikke bare lige købe en hest og så regne med, at den render bagefter alle de andre. De skal sådan lige ind i rytmen.”
Selvom det kan være svært at lave en klar definition af ridesikkerhed, så fortæller elever og undervisere, at det både dækker over udstyr, kendskab til hesten og opmærksomhed, når du omgås dyrene.
Artiklen fortsætter under billedet.
Udstyret er ikke nok
Når eleverne fortæller, at sikkerhed handler om at huske sin ridehjelm og sikkerhedsvest, så ryster professor Jan Ladewig på hovedet. Han er professor emeritus i husdyrvidenskab fra Københavns Universitet og har arbejdet med ridesikkerhed og forsket i dyrs adfærd i over 20 år.
Han påpeger, at selvom du tager hjelm og vest på, så forhindrer det dig ikke i at falde af din hest. Det hjælper dig kun, i det sekund du rammer jorden.
“Det putter blår i øjnene på folk, hvis de tror, at sikkerhedsudstyr er nok til at forhindre rideulykker. Det er ikke nok. Det er mindre end halvvejs mod målet,” siger Jan Ladewig.
Der skal stadigvæk være fokus på sikkerhedsudstyr, men for at rytterne kan nå helt i mål, er det træningen af hesten, som vi skal sætte ind på. Han mener, at rytterne skal have en bedre forståelse for hesten, for så kan de nå at reagere, inden de falder af.
Elever: Jeg ved nok om sikkerhed
Lysten til at lære mere om sikkerhed er ikke udpræget stor hos de elever, som vi har talt med i vores undersøgelse. Når du spørger dem, om de ved nok om sikkerhed, siger de fleste som Emma på 8 år selvsikkert: ‘Ja’.
Nogle af eleverne, der svarer ja, har ikke gået til ridning i mere end et år. Enkelte elever tror på, at der er mere, de kan lære om sikkerhed.
“Altså, jeg tænker, at jeg ved det meste af alle de ting, man skal bruge,” siger Amanda på 13 år.
Rideskolernes ansvar
Et lille barn i vinterfrakke på en lidt for buttet pony kommer galopperende ned ad langsiden sammen med en hjælpeunderviser løbende ved siden af. Ponyen standser pænt på stopsignalet
Dorte Paludan,
bestyrelsesformand,
Stutsborg Rideklub.
Foto: Ridehesten.com
og hjælpeunderviseren guider rytteren ind bag i rækken af de andre ponyer, inden det bliver den næstes tur til at prøve at galopere. Alle rideskolehold på Stutsborg Rideklub har to undervisere: en hovedunderviser og en hjælpeunderviser. Børnene får ikke lov til at ride selv, før de er dygtige nok. Det handler om sikkerhed for bestyrelsesformand Dorte Paludan.
Klubben har 600 medlemmer og 50 rideskoleheste, og der er 7 fuldtidsansatte på stedet. Hver hovedunderviser har ansvar for et antal rideskoleheste, hvor de sikrer, at hesten er rask og egnet til rideskolen.
“Vi skal kunne stå til ansvar overfor forældrene, børnene og hestene. Ridesporten har et ry for at være en farlig sport, og alt det, vi kan gøre for at bekæmpe det ry, forsøger vi at få udført i praksis. Det er en succesrate for os,” siger Dorte Paludan.
Bag om undersøgelsen:
Vi har i efteråret 2019 besøgt fem rideklubber i Danmark. Formålet er at blive klogere på, hvordan klubberne arbejder med sikkerhed, og hvordan sikkerhed indgår som en del af undervisningen på rideskolerne. På hver skole har vi interviewet en underviser og to elever. Vi har brugt den samme interviewguide til alle undervisere, og den samme interviewguide til alle elever. I alt er det fem undervisere og 10 elever.
Vi har udvalgt rideklubberne på baggrund af følgende kriterier:
-
Alle klubber skal have en rideskole tilknyttet.
-
Geografisk placering: Vi har besøgt rideklubber, der både ligger på landet og i byen.
-
Størrelse: Vi har besøgt store rideklubber med over 500 medlemmer og små rideklubber med ned til 50 medlemmer.
-
Vi har besøgt rideklubber, som er medlem af Dansk Ride Forbund og klubber, som ikke er.
-
I vores udvælgelse af klubberne har vi også lagt vægt på, hvor meget rideklubberne oplyser om sikkerhed og sikkerhedsregler på deres hjemmesider. Vi har valgt rideklubber, som gør meget ud af at det, og rideklubber som ikke gør det.
-
Til sidst har vi besøgt rideklubber, som er sikkerhedscertificeret af Dansk Ride Forbund og rideklubber, som ikke er.
Vi har lavet en kvalitativ undersøgelse, som ikke viser et fuldstændigt billede af alle danske rideklubbers forhold til sikkerhed.
Vi har analyseret alle vores interviews og fundet frem til flere fund og tanker, som går igen blandt de interviewede.
Når der er brugt citater fra undersøgelsen, er de gengivet ordret.
Mange rideulykker kan undgås, hvis vi træner vores heste bedre
En af de hyppigste årsager til rideulykker er uopmærksomme ryttere, og heste som bliver bange. Det kan vi gøre noget ved, mener to eksperter i hesteadfærd. Ved hjælp af træning kan vi styre hestens frygtreaktion og dermed forebygge rideulykker.
Med en vuggende bevægelse skridter din hest og dig ned ad skovstien. Du løsner på tøjlen, så hesten strækker halsen og sætter tempoet op. Det er lang tid siden, at I har været på tur sammen, men du kender din hest og ved, at den plejer at være rolig i naturen. Bare ikke lige i dag. Rundt om det næste hjørne pusler det i krattet til venstre, og to mountainbikeryttere kommer pludseligt mod jer. Du når kun at registrere, at din hest spænder op i kroppen, hopper skævt til siden og sætter i galop for at komme væk fra cyklisterne. Du mister balancen, taber de løse tøjler og falder af. Ridehjelmen havde du heldigvis på, men sikkerhedsvesten som formentlig havde beskyttet dig mod bruddet på den fjerde lændehvirvel lå derhjemme. For du kender jo din hest, og den plejer ikke at blive bange.
Den lille historie er inspireret af de 68 ryttere, som vi har talt med i vores undersøgelse af, hvorfor rideulykker sker. Ud af de 68 rideulykker er 27 af dem sket, fordi rytteren har lavet en fejl, mens 23 af ulykkerne er sket, fordi hesten blev bange.
Professor emeritus i husdyrvidenskab fra Københavns Universitet Jan Ladewig har arbejdet med ridesikkerhed og forsket i dyreadfærd i over 20 år. Han arbejder netop nu på sin anden bog om ridesikkerhed.
“De hyppigste årsager til rideulykker er, at hesten bliver bange, eller at rytteren ikke er opmærksom på sin hest. Vi kan aldrig undgå rideulykker, men vi kan formindske antallet af dem ved at træne vores hest, så vi kan styre hestens reaktion, når den bliver bange,” siger Jan Ladewig.
Rid, når du rider
“Jeg glemte at spænde gjorden,” “jeg pressede min hest for meget i ridningen,” eller “jeg galoperede på banen, selvom jeg vidste, at underlaget var for glat.” 27 af de 68 rideulykker i undersøgelsen er sket på grund af en rytterfejl. Ryttere som i bagklogskabens klare lys godt kan se, at ulykken kunne være undgået, hvis de havde været mere opmærksomme.
“Det meste skyldes ubetænksomhed fra rytterens side af, eller at rytteren ikke har erfaring nok med heste. Vi skal altid være opmærksomme, når vi har med levende dyr at gøre. Det handler om sikkerhed,” siger Jan Ladewig.
Klik på billederne og læs fem af de 68 historier.
Artiklen fortsætter under billederne.
At træne et flugtdyr
Episoden med rideturen og mountainbikerytterne kunne måske være undgået, hvis rytteren havde trænet sin hest til at reagere mere hensigtsmæssigt, når den blev bange. Det er muligt at lære sin hest at blive hos rytteren frem for at flygte fra det farlige. Det mener Janne Winther Christensen, som er lektor og forsker på Aarhus Universitet ved Institut for Husdyrvidenskab - Adfærd og Stressbiologi.
Hun henviser blandt andet til et amerikansk forskningsprojekt fra 2018, hvor 342 ryttere har fortalt detaljeret om deres rideulykke, herunder både årsager og konsekvenser. I 27 procent af tilfældene var ulykken forårsaget af, at hesten blev bange. Den amerikanske undersøgelse taler også ind i, at flere rideulykker kan undgås ved hjælp af bedre træning af hesten.
Først og fremmest er der en række kernebehov, som kan påvirke hesten til at være mere reaktiv og frygtsom, hvis de ikke er opfyldt. Det gælder fri bevægelse, social kontakt og masser af grovfoder – eksempelvis hø. Derudover handler det om hesten og rytterens uddannelse, fortæller Janne Winther Christensen.
“Alle heste kan trænes til ikke at løbe væk, når de bliver bange. Rytterne skal være opmærksomme på hestens signaler og vænne hesten til forskellige ting og situationer,” siger Janne Winther Christensen.
Ud af de 68 ryttere i vores undersøgelse ville 25 af dem have ønsket, at de havde været mere opmærksomme på hestens signaler og på dem selv i situationen. Syv ryttere ville ønske, at de havde været mere opmærksomme på vejrforhold og omgivelser, mens ni ryttere ikke mener, at de kunne have gjort noget anderledes for at forhindre rideulykken.
Artiklen forsætter under figuren.
Hvad ville du ønske, du havde gjort anderledes?
Det spurgte vi de 68 ryttere om fra vores undersøgelse.
25 ud af 68 ville ønske, at de havde været opmærksomme på hestens signaler.
18 ud af 68 ryttere ville ønske, at de havde haft sikkerhedsvest på.
9 ud af 68 ryttere mener ikke, at de kunne have gjort noget anderledes.
7 ud af de 68 ryttere ville ønske, at de havde været opmærksomme på omgivelserne.
Kend din indlæringsteori
“Hvis jeg vil ændre min hests frygtreaktioner, så kræver det, at jeg sætter mig ind i, hvilke behov min hest har, hvad det er, som får hesten til at reagere, som den gør, og hvordan jeg lærer min hest ikke at være bange,” siger Janne Winther Christensen.
Hun har blandt andet forsket i sammenhængen mellem stressfølsomhed, frygtsomhed og indlæringsevne hos heste, og her spiller indlæringsteori en central rolle. Heste er fra naturens side flugtdyr, og flugten kan redde deres liv, fordi de fjerner sig fra det ubehagelige, fortæller
Janne Winther Christensen. Derfor skal man basere sin træning af hesten på at fjerne pres.
“Hvis du vil lære din hest ikke at være bange for klapsalver, så skal publikum starte med at klappe med lav intensitet, og når hesten viser tegn på at slappe af og sænker tempoet, skal klapsalverne stoppe. Det handler om, at fjerne presset ligeså snart, at hesten er rolig. Så lærer hesten, at hvis jeg forholder mig roligt, forsvinder det farlige. Timing er helt central,” siger Janne Winther Christensen.
Ved hjælp af indlæringsteori kan man flytte tærsklen for, hvad hesten synes er farligt og dermed få en mere kontrollerbar reaktion, når hesten bliver bange.
“De ulykker, som forårsages af hestens frygtreaktion, kan vi reducere ved hjælp af træning. Det handler først og fremmest om at have indlært et godt stopsignal hos sin hest. Stopsignalet kan overskygge hestens motivation for at løbe væk fra det farlige, fordi hesten kender signalet og forbinder det med noget trygt,” siger Janne Winther Christensen.
Jan Ladewig har selv flere heste derhjemme.
Janne Winther træner også sine egne heste. Foto: Privat
Sikkerhedsudstyr er falsk tryghed
Rytteren på rideturen med mountainbikerytterne red kun med ridehjelm og ikke med sikkerhedsvest. Da hun falder af og lander uheldigt på den hårde sti, beskadiger hun en lændehvirvel. En skade som måske kunne være undgået ved brug af en sikkerhedsvest.
Ud af de 68 ryttere, som vi interviewede, ville 18 ryttere ønske, at de havde haft sikkerhedsvest på, da den formentlig kunne have sparet dem for skader på ryggen, ribben og indre organer. Flere af rytterne fortæller, at de ikke red med sikkerhedsvest, fordi de “troede, de red på en idiotsikker hest,” eller “jeg havde fået af vide, at hesten var sød og rolig,” eller “det er kun springryttere, som behøver en vest”.
For at nedbringe antallet af rideulykker skal fokus ikke kun rettes mod sikkerhedsudstyret men også tilbage til grundtræningen, mener Jan Ladewig:
“Sikkerhedsudstyr hjælper kun, når ulykken er sket. Det giver rytterne en falsk tryghed, hvis de tror, at sikkerhed kun handler om udstyr. Sikkerhed handler om træning af hesten.”
Når Jan Ladewig og Janne Winther Christensen træner deres heste, udsætter de hestene for forskellige stimuli. De lægger plastik ud på folden, tager paraplyer med ind på ridebanen, hører høj musik under træningen eller kaster små sten ind i buskadset på rideturen.
“Det handler om at udsætte hesten for en masse forskellige ting men hele tiden kunne styre intensiteten af det og huske timingen, så man fjerner det farlige, når hesten er rolig,” siger Janne Winther.
Sikkerhedsregler:
Sikkerhedsudstyr som hjelm, vest og støvler er frivilligt for private ryttere at bruge. Der gælder andre regler til ridestævner og for rideskoleelever. I rideklubber under Dansk Ride Forbund skal alle medlemmer bære ridehjelm, mens sikkerhedsvesten kun er påkrævet, når børn under 18 har springundervisning. Derudover er det et krav til medlemmer af en rideklub, at de skal bære sikkerhedsmæssigt korrekt fodtøj.
Kilde: Dansk Ride Forbund
Sådan lavede vi rundspørgen:
Den 6. november lavede vi et opslag på magasinet Ridehestens facebookside, hvor vi søgte personer, som havde været ude for en rideulykke indenfor de seneste tre år og i den forbindelse var endt på skadestuen. På et døgn fik vi omkring 340 kommentarer på opslaget plus over 25 personlige henvendelser på mail og beskeder på Messenger.
Vi udvalgte 68 personer ud fra kriterierne:
-
Skal være sket indenfor de seneste tre år
-
Skal have søgt lægehjælp
-
Skal være sket i forbindelse med heste
-
Skal være sket i Danmark
-
Personen skal stå frem med navn og billede
Herefter lavede vi korte telefoninterviews, hvor vi stillede de samme spørgsmål:
-
Hvor mange år har du redet?
-
Hvorfor skete ulykken?
-
Hvad skete der med dig? Hvordan har du det i dag?
-
Hvad ville du ønske, du havde gjort anderledes for at undgå ulykken?
Heidi
I juli endte en ridetur ved Vesterhavet helt galt for Heidi Philipsen. Hun brækkede ryggen, og det har haft store konsekvenser for hende og familien.
I køkkenet sidder Heidi Philipsen sammen med sin søn Theodor på snart fem. På spisebordet lyser tuscher i alverdens farver op mod den hvide overflade og gør opmærksom på, at her er plads til leg og kreativitet. På tegneblokken er en traktor i grønne nuancer ved at dukke op. De sidste mange måneder har der dog ikke været den samme plads, overskud eller mulighed for store bevægelser og fri leg.
På bordet bag Heidi og hendes søn ligger hendes faste makker gennem de seneste fire måneder. Korsettet. Den 10. juli brækkede Heidi Philipsen ryggen, og det har haft konsekvenser for familien i Bred på Fyn. Alligevel priser den 48-årige mor sig lykkelig for, at hun kommer til at lege uden begrænsninger igen.
“Man kan jo blive lam, når man brækker ryggen. Hele ens centralnervesystem er omkring rygsøjlen, så det kunne være gået helt galt,” siger Heidi.
Ulykken
I sommer var familien en tur i sommerhuset i Nordjylland. Her beslutter de sig for, at de vil leje nogle heste og tage med på en guidet tur i skoven og langs det brusende Vesterhav. Efter en fredelig tur i skoven, bestemmer flokken sig for at galopere langs vandkanten. Heidi Philipsen rider bagerst, mens hendes piger rider lidt foran hende.
“Det er godt, at I holder jer fast, råber jeg til pigerne,” forklarer Heidi Philipsen, da hun tænker tilbage.
Få øjeblikke senere går det galt. Heidis hest reagerer pludselig på vandet, og den zigzagger og hopper mellem vand og sand. Til sidst falder hun af og lander på det hårde sand. Heidi brækker ryggen og er tvunget i et korset, der skal holde ryggen på plads og give støtte.
“Jeg havde ikke troet, at det kunne ske. Jeg blev ved med at sige, at det nok bare gjorde ondt på grund af slaget. Jeg blev virkelig chokeret, da de sagde, ryggen var brækket,” siger Heidi.
I starten er hun sygemeldt og må og kan nærmest ingenting. I dag er Heidi Philipsen, der er lektor i medievidenskab på Syddansk Universitet, tilbage på halv tid på arbejde. Korsettet har hun fået lov til at tage af det meste af tiden, som når hun går derhjemme og hygger med børnene.
Artiklen fortsætter på den anden side af videoen.
Man får mega dårlig samvittighed som mor.
I juli faldt Heidi Philipsen af en hest og brækkede ryggen. Hør den 48-årige familiemor fortælle om de konsekvenser, det har haft.
Brug nu sikkerhedsvest
Fra stuevinduet kan du se lige over til på folden på den anden side af vejen. Her græsser fire islandske heste. Vala, Krista, Skrisa og Storm. Når hun griber jakken og gummistøvlerne i gangen for at gå over til dem, følger sikkerhedsvesten nu også med. Men sådan har det ikke altid været. Den dag i juli var det kun ridehjelmen, der blev klikket på plads.
”Det kan betyde alverden til forskel at have vest på. Hvis det kan redde en fra tre til fire måneder i korset eller fra at blive lam, hvis man er mere uheldig, så er det eddermame godt givet ud at betale lidt penge for en vest,” siger Heidi.
Konsekvenser for arbejde og familieliv
I et hus med mange trapper har de sidste fire måneder været lidt af en udfordring. Det var en kamp bare at komme op at stå, og i starten måtte Heidi heller ikke gå op og ned ad trapperne mere end en gang om dagen. Hvis hun havde glemt en ekstra trøje eller telefonen på førstesalen, kunne hun ikke gå op, med mindre hun ville blive deroppe.
Det har betydet, at de fem børn og hendes mand Christian har været nødt til at hjælpe hende med en masse hverdagsting. At lave mad, tømme opvaskemaskine, gå i bad eller barbere ben.
“Jeg har været glad for, at de har hjulpet mig, men jeg har også været ked af, at jeg ikke kunne gøre de ting, jeg gerne ville med mine børn,” siger hun om månederne efter ulykken.
Lege med masser af bevægelse har været skiftet ud med de stille lege. At læse bøger eller at male grønne traktorer og røde helikoptere ved det hvide spisebord.
“Det var svært at bukke sig ned, når jeg skulle børste tænder på børnene eller kramme dem,” siger Heidi.
Artiklen fortsætter under billedet.
Det kan ske for alle
Heidi er trukket i gummistøvlerne og er på vej over til de pjuskede islandske heste på den anden side af vejen. På folden trisser den brune islænder hen til Heidi for at skubbe til hendes handskeklædte hænder. Hun samler lidt hø op, og hesten begynder straks at gumle det i sig. Siden Heidi var seks år, har heste været en fast del af hverdagen. Sidenhen er det også blevet en del af børnenes og mandens.
Hun ved godt, at der er risiko forbundet med sporten. Derfor er sikkerhedsvesten blevet lidt af en mærkesag for hende.
”Jeg synes, det er ærgerligt, når folk siger, de kun gør det, når de springer eller rider en unghest. Jeg var bare ude og ride en tur, og så faldt jeg af, og brækkede ryggen. Så det kan virkelig ske i en hvilken som helst situation,” siger hun og sammenligner det med at køre bil:
”Det er ligesom at sige, at jeg tager kun sele på, når jeg skal køre en lang tur. Nej, du skal altid tage din sele på. Når du kører bil, så kan der ske et uheld, så snart du kommer ud af din indkørsel.”
Til stævner og blandt andre hestefolk kan hun finde på at fortælle sin egen historie. Hun vil ikke selv sige, at hun er belærende, men hun mener, at folk har godt af at få at vide, hvilke konsekvenser det kan have.
Hun har nu også givet sin familie et løfte. Hun har lovet sin mand og børnene, at hun fremover rider med sikkerhedsvest.
”Jeg er kommet til hest igen, og der har jeg vest på. Det føles helt rigtigt,” siger hun, mens den brune hest skubber til hænderne i håbet om, at der på magisk vis dukker mere hø op.
Tag kørekort til din hest
På en rideskole foregår undervisningen altid til hest, og underviserne taler kun med eleverne om sikkerhed, når situationen lægger op til det. Det er ikke godt nok, mener en ekspert, og Dansk Ride Forbund stiller nu flere krav til underviserne.
Når du skal tage dit kørekort, er der både teori på skolebænken og praksis undervisning først i kravlegården og dernæst på de store veje. Når du går til ridning, kommer du ofte direkte op på hesten. Du lærer, hvor speederen og bremsen sidder undervejs.
Selvom det store firbenede dyr ikke har så mange hestekræfter som vores biler, så kræver det alligevel en del teori at lære at ride. Det mener Jan Ladewig, der er professor emeritus i husdyrvidenskab fra Københavns Universitet. Han retter skarp kritik mod flere undervisere og undervisningen på landets rideskoler.
Der er ingen krav til underviserne på rideskolerne. Langt de fleste rideklubber hører under Dansk Ride Forbund, og forbundet stiller ingen krav til underviserne eller undervisningen. Du skal altså ikke nødvendigvis have en speciel uddannelse eller følge en bestemt undervisningsplan, som er tilfældet, hvis du underviser på landets køreskoler.
Hvem er Dansk Ride Forbund?
Dansk Ride Forbund er en interesse- og serviceorganisation for rideklubberne i Danmark.
Formålet er blandt andet at udvikle samspillet mellem hest og menneske med fokus på sikkerhed for begge parter, trivsel og sundhed for hesten.
Dansk Ride Forbund er medlem af Danmarks Idrætsforbund.
Forudsætningen for, at en rideklub kan blive optaget i Dansk Ride Forbund, er, at den er i Danmark, at den har mindst 50 medlemmer, og at klubbens vedtægter godkendes af Dansk Ride Forbund.
Klubben betaler et årskontingent for klubben og hvert medlem til forbundet.
Dansk Ride Forbund består af en bestyrelse og en driftsorganisation, som er bosat i Brøndby. Bestyrelsen har ansvaret for den daglige ledelse men samarbejder med driftsorganisationen. På kontoret arbejder den administrative ledelse, generalsekretæren og et antal udvalg og officials.
Dansk Ride Forbund er aktive arrangører af konkurrencer i flere discipliner indenfor hestesporten, eksempelvis danmarksmesterskaber.
Kilde: Dansk Ride Forbund
Alle elever falder af
Vi har besøgt fem forskellige rideklubber i Danmark. Formålet er at blive klogere på, hvordan klubberne arbejder med sikkerhed, og hvordan sikkerhed indgår som en del af undervisningen på rideskolerne. På hver skole har vi interviewet en underviser og to elever.
Alle ti elever fortæller, at de enten selv er faldet af en hest eller har set en, der er. Selv forklarer de, at de faldt af, da hesten blev bange og løb væk, og enkelte siger også, at det var deres egen skyld. Derudover slår underviserne fast, at heste, der bliver bange, eller elever med dårlig balance, er de to største grunde til, at eleverne ryger af.
“Det er nok de mest hyppige årsager, at hesten bliver bange og løber, og de ikke kan holde balancen, og de ryger af,” siger en ridelærer fra undersøgelsen.
I øjeblikket efter styrtet er der delte erfaringer med, hvordan underviserne handler. Alle sikrer sig, at eleven er okay, og de forsøger at få eleven op på hesten igen hurtigst muligt, hvis eleven ikke er kommet noget til. De fleste af underviserne tager sig tid til at snakke med eleverne efterfølgende om, hvad der skete, mens andre fortsætter undervisningen.
“Jeg prøver sådan generelt, hvis eleven er utryg eller ked af noget, bare at snakke med dem og spørge, hvad specifikt de er bange for og prøve at snakke situationen lidt igennem med dem,” siger en ridelærer fra undersøgelsen.
Al undervisning foregår til hest
I vores undersøgelse har vi interviewet fem undervisere fra fem forskellige rideskoler. På ingen af de fem rideskoler får eleverne teoriundervisning, som man kender det fra, når man tager kørekort. Al undervisning foregår til hest. Man går til ridning for at ride, og så skal det være sjovt, holder flere undervisere på.
“Så jeg tænker, teoridelen skal man have samtidig med, at man sidder på hesten. Børn skal synes, det er sjovt også,” siger en af ridelærerne, mens en anden siger:
“Og så er der vildt mange, som kommer her for at ride, og så de bliver ret skuffet, hvis de ikke får lov til at ride på en hest.”
Der er også en, der siger: “Hvis du kun står og fortæller dem teori hele tiden, så kan du ikke holde dem fanget. Det duer ikke.”
Artiklen fortsætter under billedet.
Hvad er forskellen på en rideklub og en rideskole?
En rideklub er en forening for mennesker, der har en fælles interesse og passion for heste og ridning. Man kan godt være medlem af en klub uden at være en del af en rideskole.
Der findes ikke nogen fast definition af, hvad en rideskole er, men som udgangspunkt er det en institution, der tilbyder undervisning i ridning.
Jan Ladewig har arbejdet og forsket i dyrs adfærd i over 20 år.
Rideskolerne skal have både teori og praksis
Ridning handler ikke kun om at sidde på hesten. Hvis man som forældre kun vil betale for, at ens barn sidder på en hest, så har man den forkerte indstilling. Det mener professor emeritus i husdyrvidenskab fra Københavns Universitet Jan Ladewig.
“Det er en grund til, at når man tager kørekort både har de praktiske og teoretiske timer. Det burde der også være i rideskolerne,” siger Jan Ladewig.
Han fortæller, at en god måde at få noget mere teori ind i undervisningen er at lade eleverne træne og arbejde med hestene fra jorden af. Her kan barn og pony træne de basale kommandoer som gå, bak og stop.
“Selv en gammel rideskolehest har godt af at få genopfrisket nogle af kommandoerne, og det hjælper også til at få et bedre forhold mellem hest og rytter, inden at man sidder op på hesten. Træning fra jorden hører med til helheden af at gå til ridning,” siger Jan Ladewig.
Underviser om sikkerhed i situationen
Når underviserne lærer børnene og eleverne om sikkerhed, så er det fordi, en situation lægger op til det. Læringen kommer som små tips og forklaringer i stalden. Eksempelvis hvis en hest skraber i jorden eller lægger ørene ned, kan underviseren eller hjælperen gribe den mulighed for at forklare hvorfor og fortælle, at eleven skal passe på. Det viser vores undersøgelse.
“Jamen jeg nævner det jo, hvis de står og laver nogle ting, og de ikke lige tænker sig om, så siger jeg det til dem. Men jeg står ikke decideret i en undervisningstime og fortæller dem, at nu skal de sørge for det og det,” siger en af de adspurgte ridelærere fra undersøgelsen, mens en anden ridelærer forklarer:
“For eksempel nye elever kan godt finde på at sætte sig på hug, hvis de skal rense hove, og så kan jeg godt sige, at de lige skal passe på. Det er mere, hvis jeg ser, at der sker et eller andet.”
Spørger man eleverne, er der ikke nogen af dem, der nikker til, at de får konkret undervisning i sikkerhed.
“Jeg tror også, at det bare er sådan noget, der kommer efterhånden. Du får lige nogle små tips at vide og sådan noget,” siger Caroline på 11 år.
Mens Amanda på 13 og Emmelie 14 år siger:
“Øhhh, det kan jeg ikke rigtig huske,” og “Nej, det tror jeg faktisk ikke.”
Underviserne er ikke dygtige nok
Der er ingen krav til undervisningen eller underviseren i en rideskole under Dansk Ride Forbund. De undervisere vi har interviewet har vidt forskellige baggrunde og erfaringer - lige fra den 19-årige hobbyrytter med sabbatår til den 21-årige, der studerer til berider eller til landmanden på 70 år.
Det er et problem, at en frivillig hobbyrytter står for at undervise i en rideskole. Det mener Jan Ladewig.
“Hvis jeg skulle sende mit barn til rideundervisning, så vil jeg i hvert fald lige tjekke ridelæreren først. Det siger sig selv, at det ikke er nok at lade en uuddannet hobbyrytter stå for undervisningen på en rideskole. I hvert fald ikke på alle områder,” siger han.
Han fremhæver, at ridning skiller sig ud, fordi det er en af de eneste sportsgrene, hvor vi har med levende dyr at gøre. Heri ligger et risikomoment, som underviserne skal være dygtige nok til at håndtere.
“Vi skal kigge på godkendelsen af de folk, som underviser eleverne. De skal uddannes bedre,” fastslår Jan Ladewig.
En anden måde, hvorpå sikkerheden kan forbedres blandt rytterne, er ved hjælp af Dansk Ride Forbunds ryttermærker. Det fortæller professoren, som selv har været med til at udvikle undervisningsmaterialet til ryttermærkerne, som er et ekstra undervisningstilbud til eleverne.
Hvad er ryttermærker:
Ryttermærkeuddannelsen er en del af Dansk Ride Forbund.
Her kan en elev tage fem forskellige ryttermærker ved først at deltage i undervisning og til sidst en prøve, som eleven skal bestå.
Hvert af dem har forskellige fokus. Ryttermærke 1, 2 og 3 er basismærker og dem, der oftest bliver udbudt. De handler om rideudstyr, sikkerhed og hesteadfærd. Ryttermærke 4 og 5 er specialmærker. Førstnævnte forbereder rytteren på at starte stævner og konkurrencer. Sidstnævnte henvender sig til dem, der ønsker sig egen hest.
Det er ikke et krav, at man har taget ryttermærkerne, og det er heller ikke alle rideklubber, der udbyder kurset. Det er et frivilligt kursus. Selv kalder Dansk Ride Forbund det for et bevis for, at man kan ride og håndtere en hest.
Siden 2008 har mere end 40.000 bestået en ryttermærkeprøve.
Rideforbundet: Det er ikke godt nok
Dansk Ride Forbund ser også en udfordring i, at der ikke stilles krav til underviserne på landets rideskoler. Det er ikke godt nok, mener Morten Schram Rodtwitt, generalsekretær i Dansk Ride Forbund. Et forbund der repræsenterer de rideklubber, der er medlem.
“Det her er vi nødt til at gøre noget ved. Vi anerkender, at vi stiller krav til rigtig mange andre ting, men vi stiller ikke krav til underviserens kvalifikationer. Derfor har vi sat en arbejdsgruppe i gang,” siger Morten Schram Rodtwitt.
Arbejdsgruppen arbejder på en certificeringsordning for undervisere på alle rideskoler under Dansk Ride Forbund. Her skal underviserne gennemgå et eller flere kurser for at kunne blive godkendt til at undervise i en rideskole. Ordningen vil komme til at indeholde flere forskellige licenser, som underviserne kan tilegne sig alt efter kvalifikationer og niveau. Hvad det helt konkret vil sige, kan Dansk Ride Forbund ikke svare på, da arbejdet ikke er færdigt endnu.
“Det bliver et ufravigeligt krav til alle undervisere på vores rideskoler. Det er essentielt for os, at en certificeret underviser har sine pædagogiske værktøjer i orden, kan undervise på et højt fagligt niveau og har den fornødne viden om ridesikkerhed,” siger Morten Schram Rodtwitt.
Efter underviserne har gennemført kurserne vil de også modtage en undervisningsplan, hvor Dansk Ride Forbunds ryttermærker vil indgå. Lige nu er det kun nogle rideskoler, der udbyder kurserne, men Dansk Ride Forbund ønsker, at mærkerne bliver en del af den daglige undervisning på rideskolerne.
“Det handler om rettidig omhu for os. Vi anerkender, at det er et stort behov og en efterspørgsel på det. Vi vil have en verificering af, at den autodidakte 17-årige underviser har det fornødne uddannelsesniveau til at undervise andre børn og unge i ridning,” siger Morten Schram Rodtwitt.
Hvis alt går vel vil den nye certificeringsordning blive implementeret fra 2021 med en indkørselsperiode på cirka fem år.
Morten Schram Rodtwitt,
generalsekretær,
Dansk Ride Forbund.
Foto: Ridehesten.com
Bag om undersøgelsen:
Vi har i efteråret 2019 besøgt fem rideklubber i Danmark. Formålet er at blive klogere på, hvordan klubberne arbejder med sikkerhed, og hvordan sikkerhed indgår som en del af undervisningen på rideskolerne. På hver skole har vi interviewet en underviser og to elever. Vi har brugt den samme interviewguide til alle undervisere, og den samme interviewguide til alle elever. I alt er det fem undervisere og 10 elever.
Vi har udvalgt rideklubberne på baggrund af følgende kriterier:
-
Alle klubber skal have en rideskole tilknyttet.
-
Geografisk placering: Vi har besøgt rideklubber, der både ligger på landet og i byen.
-
Størrelse: Vi har besøgt store rideklubber med over 500 medlemmer og små rideklubber med ned til 50 medlemmer.
-
Vi har besøgt rideklubber, som er medlem af Dansk Ride Forbund og klubber, som ikke er.
-
I vores udvælgelse af klubberne har vi også lagt vægt på, hvor meget rideklubberne oplyser om sikkerhed og sikkerhedsregler på deres hjemmesider. Vi har valgt rideklubber, som gør meget ud af at det, og rideklubber som ikke gør det.
-
Til sidst har vi besøgt rideklubber, som er sikkerhedscertificeret af Dansk Ride Forbund og rideklubber, som ikke er.
Vi har lavet en kvalitativ undersøgelse, som ikke viser et fuldstændigt billede af alle danske rideklubbers forhold til sikkerhed.
Vi har analyseret alle vores interviews og fundet frem til flere fund og tanker, som går igen blandt de interviewede.
Når der er brugt citater fra undersøgelsen, er de gengivet ordret.
Q&A
Hvad gør Dansk Ride Forbund for sikkerheden i rideklubberne?
Vi har interviewet generalsekretær for Dansk Ride Forbund, Morten Schram Rodtwitt. Dansk Ride Forbund har en frivillig sikkerhedscertificering, som er et værktøj til at højne sikkerheden i rideklubben. 14 klubber ud af 532 klubber er sikkerhedscertificeret.
Q: I dag er 14 klubber sikkerhedscertificeret. Er det godt nok?
A: Det er alt for lidt. Hensigten med vores certificeringsmodel er god, men udfordringen er, at den er administrativ tung for klubberne. Det er en af de ting, som vi arbejder på: at skabe en certificeringsmodel, som klubberne kan bruge til noget.
Q: Er det virkelig så besværligt at opfylde de 10 krav, som en sikkerhedscertificering indeholder, og så kommer der en fra Dansk Ride Forbund og tjekker op på det hvert andet år?
A: Nej, det er ikke besværligt. Men det handler om den tidsmæssige faktor for de mange frivillige, som i forvejen lægger rigtig mange arbejdstimer i klubdriften. Jeg tror, bægeret allerede er fyldt, og det er udfordringen med certificeringer. Derfor kigger vi indad for at se, om vi har skabt et monster, som ingen kan leve op til. Måske skal Dansk Ride Forbund i højere grad understøtte klubberne og hjælpe dem med nogle af de administrative opgaver, der ligger i vores certificeringsmodel.
Q: I sikkerhedscertificeringen ligger der nogle krav, som eksempelvis at underviserne har førstehjælpskursus. Burde det ikke ligge naturligt til klubberne, at underviserne har det?
A: Jo, bestemt. Det er også et af de områder, som vi arbejder med. Men man skal også huske på, at langt de fleste klubber har et sæt sikkerhedsregler og er bevidste om, at ridesporten er en risikofyldt sport. Klubberne arbejder med det i deres dagligdag. Vi skal så understøtte rideklubberne så godt som muligt.
Dansk Ride Forbunds Sikkerhedscertificering:
14 ud af 532 foreninger er sikkerhedscertificeret. Certificeringen gælder for en toårig periode, hvorefter den kan fornyes. Dansk Ride Forbund kontrollerer ved dialog og besøg i klubben at punkterne er opfyldt.
Rideklubben skal blandt andet opfylde følgende krav:
Alle undervisere skal have førstehjælpskursus.
Underviserne skal være mindst 16 år.
Klubben udbyder uddannelse i ryttermærker.
Ved indmeldelse skal et nyt medlem modtage en folder om sikkerhedsreglerne i klubben.
Ridebanerne er jævne og skridsikre.
Kilde: Dansk Ride Forbund
Q&A
Stutsborg Rideskole er sikkerhedscertificeret
Vi har interviewet Dorte Paludan, som er bestyrelsesformand for Stutsborg Rideklub, om den frivillige sikkerhedscertificering. Klubben har været certificeret siden 2012.
Q: Der er kun 14 rideklubber ud af 532, som er sikkerhedscertificeret. Er det svært at leve op til kravene?
A: Der er ikke noget svært ved det, men det kræver tid for bestyrelsen, som skal sætter sig ned og gå vedtægterne igennem og tage stilling til sikkerheden i klubben. Desuden skal alle underviserne på førstehjælpskursus, og det burde en hvilken som helst klub jo gøre i forvejen.
Q: Behøver man et sikkerhedscertifikat for at vise, at man prioriterer sikkerhed?
A: Jeg ved ikke om, man behøver det. Men det viser, at vi er en klub, som går op i sikkerhed og arbejder med det løbende. Jeg er så irriteret over, at det ikke bliver brugt som en blåstempling af klubberne, og jeg forstår ikke, at der ikke er flere, som vælger det til.
